ALD Carmarket

18x5 Hero image

Værd at vide om Volvo

På lidt over 90 år har det svenske bilmærke Volvo udviklet sig fra at være en lille lokal bilfabrikant til at være en af verdens ledende bilproducenter. Når man tænker på Volvo, er ”sikkerhed” typisk et af de første ord, der dukker op. I denne artikel introducerer vi nogle flere associationer til Volvo, når vi giver dig indblik i Volvos historie, deres designfilosofi, populære modeller og meget mere.

Hvad er Volvo?

Volvo Cars er en svensk bilfabrikant med hovedsæde i Göteborg i Sverige, hvor de fleste af Volvos medarbejdere sidder fysisk. Volvo har siden begyndelsen været synonymt med sikkerhed, men bliver også efterhånden i højere og højere grad associeret med luksus og kvalitet. Bilfabrikanten producerer både racerbiler og personbiler, bl.a. sedaner, stationcars og SUV’er, så der noget til enhver smag, hvis man kan lide lækkert design, brugervenlighed og omtanke. Med hensyn til netop omtanke lancerede Volvo i 2019, at alle nylancerede Volvo'er blev eldrevne, enten som hybrider eller helelektriske. I 2020 kom så deres første rene el-bil, XC40 Recharge og i 2025 er målet, at omkring 50 % af de biler de sælger skal være rene elbiler, de resterende 50 % hybrider, hvilket understreger Volvos fokus på en bæredygtig fremtid.

Historien om Volvo

I Göteborg i 1927 blev Volvo etableret på en påstand om, at ingen andre producerede biler, der var stærke eller sikre nok til de svenske veje. Til at starte med blev bilmærket oprettet som et datterselskab under kuglelejefabrikanten Svenska Kullagerfabriken (SKF), hvor de to grundlæggere Assar Gabrielsson og Gustav Larson blev hhv. CEO og teknisk direktør for Volvo. I april 1927 forlod den første Volvo-bilserie, Volvo ÖV4, samlebåndet, og derefter blev der sat gang i produktionen af flere bilserier designet til at stå stærkt i det svenske klima og terræn. Siden da er det gået stærkt med væksten af Volvo, som gang på gang har bevist, at de prioriterer sikkerhed højt. Som eksempel kan det nævnes, at en af Volvos ingeniører, Nils Bohlin, i 1959 introducerede trepunkts sikkerhedsselen, som vi kender i dag, til en af Volvos bilserier. Til at begynde med havde Volvo patent på sikkerhedsselen, men frakaldte senere patentretten for at øge sikkerheden for alle trafikanter i en hvilken som helst bil verden over.

Volvos navn og logo

De to grundlæggere og moderselskabet SKF ville have et bilmærkenavn, som både kunne udtales og skrives internationalt. Egentlig havde SKF allerede i 1915 overvejet at bruge navnet ”Volvo”, som betyder ”jeg ruller” på latin, til et af deres kuglelejeprodukter, men droppede idéen og brugte i stedet navnet, da Volvo blev oprettet i 1927. Bilmærkets logo består af en rund metalcirkel med en pil, der skyder skråt ud fra øverste højre hjørne. Inde i cirklen står navnet "Volvo".
Når logoet er placeret på kølergrillen, er der et smalt diagonalt metalbånd bag dette, hvilket er en af signaturerne for Volvo-biler. Logoet kunne nemt forveksles med kønstegnet for mænd, men det er faktisk baseret på et gammelt kemisk symbol for jern. Volvo valgte dette som logo for at illustrere bilernes styrke, sikkerhed og holdbarhed samt for at ære hjemlandet Sverige, der er kendt for deres jernproduktion.

Designfilosofi og kendetegn

Innovation er grundstenen for Volvo, når det kommer til design, og bruges til at gøre bilerne sikrere, mere bæredygtige og mere brugervenlige. Interiøret i bilerne er inspireret af miljøet og kulturen i Sverige med det formål at skabe et skandinavisk fristed. Derfor er sæderne i bilerne brede og komfortable, der er ofte panoramatag for at skabe så meget naturligt lys som muligt og de anvendte materialer er lette og naturlige. Det udvendige design er tillige baseret på moderne skandinavisk luksus med minimalisme, enkelthed, funktionalitet og æstetik samlet i et intelligent naturligt design. Designet inden i og uden på bilerne er beskedent, men skal samtidig fremkalde en emotionel respons og en følelse af varme, hvilket smukke naturmaterialer er med til at opnå. For at fremkalde disse følelser, er det også vigtigt for Volvo at have en holistisk designfilosofi. Det handler ikke bare om æstetiske biler og former, men om at arbejde tæt sammen med alle afdelinger i Volvo-regi for at skabe en sammenhængende oplevelse for brugeren. Volvo kalder desuden deres design-filosofi for Volvo Concept Recharge, og det går især ud på at skabe mere plads i kabinen uden at forøge de ydre mål.

Forskellige Volvo-modeller og -typer

Skal du have en Volvo, har du mange muligheder: du kan både få sedaner, stationcars, SUV’er, cabrioleter og coupéer. Hvis du vil være helt sikker på, at du har fundet den rigtige model, skal du vide lidt om, hvordan Volvo navngiver deres modeller. De nuværende Volvo-modeller er navngivet med ét eller to bogstaver samt et tocifret tal - oftest 40, 60 eller 90. De foranstående bogstaver angiver bilens type eller karosseri. Er der et S foran, er det en sedan, et V står for ”versatile” og repræsenterer en stationcar eller en hatchback, XC bruges ved terrængående SUV’er og C betyder cabriolet eller coupé. Efter bogstaverne kommer det tocifrede tal, som definerer serienummeret, der også indikerer størrelsen på modellen samt prestigeniveauet. Jo højere nummeret er, desto større og dyrere er bilen altså også typisk.

Populære Volvo-modeller

Den mest solgte Volvo-model verden over er Volvo XC60. Den er ikke bare populær blandt Volvo-modeller, men i hele segmentet over for konkurrenter som Audi Q5 og BMW X3. Dette skyldes XC60’erens dynamiske og sportslige look, stærke firhjulstræk og sublime motoregenskaber. Derudover er det en perfekt mellemstørrelses SUV. Skal det være niveauet større, bør du gå efter storebroren Volvo XC90, som er mere muskuløs og luksuspræget. Hvis du derimod ønsker en lidt mindre og mere kompakt SUV, anbefaler vi Volvo XC40, som blev årets bil i Europa i 2018 på grund af dens suveræne køreegenskaber, høje sikkerhed og tekniske detaljer. Er du mere til en mindre bil, kan vi anbefale Volvo S60 eller Volvo V60. Sidstnævnte stationcar blev kåret til årets businessbil i 2019 i Danmark, fordi den har god plads, et indbydende design og et brugervenligt interiør. Derudover får du god værdi for pengene – men det gælder faktisk alle Volvo-modeller.

Hvorfor vælge Volvo?

Volvo er til enhver tid et suverænt valg, hvis du vil have en bil, der scorer rungende toppoint på sikkerhed, komfort og design. Du kan være sikker på, at Volvo vil gøre alt for, at deres biler er blandt de sikreste i verden gennem kontinuerlig forskning og udvikling. Det store fokus på sikkerhed gør bilerne ideelle for både børnefamilier, pendlere og byboere, der gerne vil trygt fra A til B. Dermed ikke sagt, at andre bilmærker ikke er sikre, men kører du rundt i en Volvo, kan du nemmere droppe bekymringerne. I stedet kan du fokusere på køreoplevelsen, der på grund af det brugervenlige og lækre design, er helt unik og bare skal opleves. Du skal altså vælge Volvo, hvis du hver dag, når du sætter dig ind i din bil, vil gøres glad og have en helt og aldeles fantastisk oplevelse morgen, middag, aften.

Vi hjælper gerne med at finde den perfekte Volvo-model til dig og dine behov, så hvis du har brug for vejledning, er du altid velkommen til at skrive til os på chatten, ringe til os eller skrive en e-mail. Du kan finde vores kontaktoplysninger her. Er du interesseret i at lease en Volvo, kan du se udvalget af vores Volvo-modeller til leasing her.

Sidst opdateret: 7. april 2022

Et lille udpluk af vores Volvo-udvalg